Indkomsten voksede i 2023

Vi står med en rekordhøj beskæftigelse, mens lønningerne peger mærkbart op. Danskerne har igen fremgang i reallønnen.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at danskernes skattepligtige A-indkomst i gennemsnit lød på 333.056 kr. i 2023. Det er en stigning på 10.788 kr. svarende til 3,3% i forhold til 2022. Statistikken går tilbage til 2012.

Danskernes gennemsnitlige indkomst steg i 2023. Det er der i og for sig ikke noget overraskende i. Vi står med en rekordhøj beskæftigelse med mere end 3 mio. beskæftigede, mens lønningerne peger mærkbart op. Når der kommer flere i arbejde, trækker det indkomsten op, mens danskerne altså også løbende får mere i lønningsposen.

Fremgangen i indkomsten på 3,3% er højere end det, som vi så i 2022, og op gennem 2010'erne. I 2020 og 2021 steg de gennemsnitlige indkomster med omkring 4% om året, hvilket primært skyldtes de ekstraordinære udbetalinger af de indefrosne feriepenge.

Lønningerne havde mærkbar pil op sidste år. I 4. kvartal 2023 steg lønningerne med 4,8% i forhold til samme kvartal året før ifølge tal fra Dansk Ar­bejds­gi­ver­for­e­ning. Beskæftigelsen steg i tillæg med mere end 30.000 personer i 2023. Det bidrager sammen til at bringe den gennemsnitlige indkomst op. Både de mærkbare lønstigninger og fremgang i beskæftigelsen er fortsat i starten af 2024.

Inflationen er faldet til ro. Det betyder sammen med de højeste lønstigninger i mere end 30 år, at danskerne igen har fremgang i reallønnen. Lønningerne har ganske enkelt overtaget førertrøjen fra pris­ud­vik­lin­gen. Det er positivt, at danskerne igen oplever at nå længere for de tjente kroner efter et par sløje år med massiv tilbagegang i reallønnen.

De personer, som i gennemsnit tjener mest, bor i Gentofte Kommune, hvor man i gennemsnit har en skattepligtig indkomst på 499.986 kr. i 2023. Den gennemsnitlige skattepligtige indkomst er lavest i Ærø Kommune, hvor man i gennemsnit tjente 257.968 kr. i 2023.

Relaterede artikler